Støtte

Offentlig finansiering er langt fra den eneste måde at finansiere sit udviklingsprojekt eller iværksætteri.

Man plejer at gå til de tre F'er: Friends, Fools and Family, men nu er det jo ikke altid lige at man har en rig onkel.

Nedenfor kan du finde nogle idéer til hvordan du finansierer dit projekt, og til venstre finder du links til Selvstyrets støtteordninger.

 

Bootstrapping / Bakers method

Bootstrapping kaldes på dansk "at spænde livremmen", det vil sige undgå alle unødvendige udgifter. På den måde bliver dit behov for finansiering mindre, og du kan nemmere klare dig for de penge du tjener.

Bakers method går ud på at du starter med at bage 1 brød, som du sælger. For de penge du tjener, køber du mel nok til at bage 2 brød. Sådan kan du stille og roligt bage flere og flere brød.

Fordelen ved dette, er at du slipper for at skulle betale pengene tilbage, fordi det var dine egne, du skal heller ikke aflevere en del af dit overskud eller dele virksomheden med andre.

 

Banklån

Det klassiske sted at gå hen, hvis man vil låne penge.

Udover at låne penge ud, tilbyder banken også rådgivning som kan være relevant.

Banken låner ikke penge ud, med mindre de er ret sikre på at få dem igen, derfor er det en god ide at lytte til banken.

Bankens velsignelse af projektet er nogle gange et krav for at opnå andre former for støtte.

 

Business angel

En business angel er en rig forretningsmand, som tjener penge på at investere i, og udvikle på, virksomhederne.

De går altså ofte aktivt ind i virksomheden, for at udvikle den med deres kompetencer eller netværk. Desuden har de som oftest købt en andel af virksomheden, som de så kan sælge når virksomheden er blevet mere værd. En business angel investerer typisk 250.000 til 2 millioner kroner, udover sin tid og kompetence - som regel i en periode på 3 - 5 år.

Der findes ikke noget register over business angels i Grønland.

 

Sweat equity

Sweat equity er når folk investerer arbejdskraft i virksomheden i stedet for penge, og på den måde får en ejerandel i virksomheden.

For nogle virksomheder gør det en stor forskel, om man får de rette kompetencer ind, for at udvikle og drive virksomheden.

Det kan være nødvendigt for startups, hvor man typisk ikke har penge til at betale folk.

Man skal passe på med ikke at give ejerandelene væk for billigt. Indsatsen der lægges til gengæld skal helst have værdi for virksomheden på længere sigt.

 

Factoring

Factoring går ud på at man sælger sine fakturaer til en anden virksomhed som så overtager mellemværendet mellem virksomheden og kunden.

Det har den fordel, at virksomheden får penge i hånden nu og her, samt slipper for besværet og risikoen med at inddrive pengene.

Fakturakøberen køber selvfølgelig ikke fakturaen for det fulde beløb, de gør det jo for at tjene penge.

"Jeg ser, at fakturasalg netop er relevant for nye virksomheder, da det typisk er her likviditeten er under pres." -Juri Cetti, Co-founder, Dansk Faktura Børs A/S.

 

Crowd-funding / Crowdlending

Netværksfinansiering er allerede ret udbredt, og går ud på at man gennem en portal opnår mange små donationer/investeringer som tilsammen giver den fornødne finansiering.

Der findes en lang række forskellige modeller, på forskellige sites. Blandt de mest kendte er Kickstarter.com og GoFundMe.com.

Disse sites hjælper nogle gange også til med markedsføring, men man er selvfølgelig i konkurrence med mange andre virksomheder.

"Crowdlending er en nem og attraktiv måde for mindre virksomheder at finansiere sig på..." - Nils Thygesen, Partner i Lendino A/S.

 

Kundeinvestering

At få dine kunder til at investere i virksomheden er også en mulighed, det handler simpelt hen om at vækste virksomheden med kundernes penge.

Blandt de kendteste modeller er deleøkonomi, f.eks. Airbnb.com, og 'betal-på-forhånd', som f.eks. Threadless.com. Det kan også være at man tilbyder abonnement på sin service, og andet.

Dette kan være en udemærket måde at komme i gang på, Bill Gates (Microsoft) og Michael Dell (Dell) startede begge på denne måde. 

Michael Dell købte først delene til folks PC'ere, efter at have fået betaling for den færdige maskine, mens Bill Gates startede med at programmere operativsystemer for PC-industrien, hvorefter han skiftede til at sælge de kendte programpakker.

EXPORT
Atuaruk
PROJEKTER
Atuaruk
VENTURE
Atuaruk
HOLDING
Atuaruk
GREENLAND BUSINESS · A/S Boks 608 · 3900 Nuuk · Grønland · Tlf: +299 342880 · Email: Info@greenlandbusiness.gl · GER: 12 65 24 61
;